Mere besværligt og resursekrævende
Den svenske valgkamp i september sidste år fik en aflægger på vores side af Øresund. Med afsæt i behandlingen af Sverigedemokraterna fremkom en række politikere med kritiske betragtninger om det svenske demokrati. Kritikken angik bl.a. censur af Sverigedemokraternas valgfilm, den svenske valglovs regler om, at nye partier selv skal trykke og uddele stemmesedler til valgstederne, og at vælgerne selv skal tage de enkelte partiers stemmesedler uden for stemmeboksen.
I forlængelse af denne debat – og op til det kommende folketingsvalg – er det relevant at analysere: Hvordan behandler det danske system nye partier? Er lovgivningen indrettet til fordel for de etablerede partier og til ugunst for nye partier? De danske opstillingsregler anses som strenge i europæisk sammenhæng. For at et parti, der ikke blev repræsenteret i Folketinget ved sidste valg, kan blive opstillingsberettiget, kræves et antal vælgererklæringer svarende til 1/175 af de gyldige stemmer ved sidste valg, dvs. omkring 20.000 underskrifter.
I 1989 blev reglerne strammet således, at en underskrift indsamlet på den lokale gågade ikke længere er tilstrækkelig. Nu kræves det, at den enkelte vælger selv indsender vælgererklæringen. Med denne stramning er det blevet gjort mere besværligt og resursekrævende at opstille nye partier. Antallet af opstillede partier er da også efterfølgende mindsket, men stramningen har ikke lukket af for dannelsen af nye partier.
Danske spærreregler
Sammenligner man med Sverige, er der her fri opstillingsret, men har et parti opnået mindre end 1 pct. af stemmerne ved sidste valg, skal partiet selv betale og fordele stemmesedlerne, som det var tilfældet med Sverigedemokraterna i 2002. Hvor opstillingsreglerne er strenge, betragtes de danske spærreregler derimod som lempelige i europæisk perspektiv. Partiernes medieadgang er en vigtig brik i det politiske spil. Og trods nye medier har tv stadig en central funktion som dagsordensættende i samfundsdebatten. Den danske spærregrænse ligger på 2 pct. af stemmerne (eller to andre mindre anvendte kriterier), mens der i Sverige og Norge kræves 4 pct. af stemmerne.
Er nye partier først kommet forbi opstillingsbarrieren, er det lettere for små partier at få plads i Folketinget end i mange andre europæiske parlamenter. De større partier har generelt været imod lempelser af opstillings- og spærrereglerne; dog med undtagelse af SF. Men partierne har ikke i særlig høj grad forsøgt at stramme opstillings- og spærrereglerne til egen fordel og det på trods af, at der siden 1973-valget har været stemning blandt vælgerne for en stramning.
Offentliggøring af regnskaber
De store partier har heller ikke forsøgt at ændre metoden til fordelingen af mandater i en retning, der ville tilgodese dem selv. I 1987 indførte et stort set enigt Folketing direkte offentlig økonomisk støtte til partiernes medlemsorganisationer i Danmark. Dette betyder, at når et parti opnår minimum 1.000 stemmer ved et folketingsvalg, ydes der et offentligt tilskud pr. stemme til partiet. I 2010 var tilskuddet 27,50 kr. pr. stemme ved folketingsvalg, 4 kr. pr. stemme ved regionsrådsvalg og 6,25 kr. pr. stemme ved kommunalbestyrelsesvalg.
Det er lovpligtigt for de tilskudsmodtagende partier at offentliggøre deres regnskaber, oplyse den samlede størrelse på modtagne bidrag og offentliggøre navnene på bidragydere, der bidrager med mere end 20.000 kr. på et regnskabsår. De danske krav betragtes som lempelige og derfor fordelagtige for mindre partier, f.eks. sammenlignet med Norge og Sverige, hvor der kræves minimum 2,5 pct. af stemmerne for at blive tilskudsberettiget. Den danske ordning udelukker ikke nye, mindre partier fra at få del i støttekronerne.
Medierne og lighedsprincippet
Partiernes medieadgang er en vigtig brik i det politiske spil. Og trods nye medier har tv stadig en central funktion som dagsordensættende i samfundsdebatten. Ligesom det er en af hovedkilderne til danskernes information om politik. DR er ifølge lighedsprincippet forpligtet til at tildele alle opstillingsberettigede partier lige vilkår og lige meget tv-tid både under og imellem valg og folkeafstemninger. Der stilles gratis tid til rådighed ved valg samt en halv times journalistisk dækning af partiernes årsmøder. De etablerede partier har altså ikke privilegeret adgang til DR.
Danmark skiller sig ud ved at fordele tid efter lighedsprincippet. Mere almindeligt er proportionalitetsprincippet, hvor partierne tildeles tid efter deres mandat- eller stemmetal ved sidste valg. Det danske lighedsprincip gælder dog ikke ved nyhedsdækningen. Derudover fraviger DR lighedsprincippet og lægger større vægt på journalistisk vinkling og nyhedsværdi samt partiernes samspil med medierne. Eksempelvis er alle opstillingsberettigede partier repræsenteret ved partilederrunder, men stopuret er erstattet af ordstyrerens vurdering. Dette muliggør ulige adgang og kan være en fordelagtig ordning for de etablerede partier.
Forbyde politisk reklame
TV 2 er som selvejende institution friere stillet og ikke underlagt lighedsprincippet, men skal ifølge lovgivningen også sikre alsidighed og mangfoldighed i programlægningen. Privilegeret medieadgang for de etablerede partier kunne også søges ad andre veje, f.eks. ved at tillade politisk reklame i andre elektroniske massemedier. Da de etablerede partier sidder på flest økonomiske resurser, kunne muligheden for at købe sig til tv- eller radiotid øge deres eksponering kraftigt. Men de har ikke benyttet sig af denne mulighed; tværtimod har de været med til at forbyde politisk reklame i landsdækkende tv og radio.
Kort sagt er det danske system i europæisk sammenhæng hverken entydigt lempeligt eller restriktivt i forhold til nye partier. Det danske system er forskelligt fra det svenske og behandler derfor også nye partier anderledes. Men en klar konklusion på, at det ene system giver nye partier bedre kort på hånden end det andet, findes ikke, da begge rummer både muligheder og forhindringer for, at nye partier kan slå igennem.