Oslo, 11.-12. november 1999
Innledning
Jeg er af Elisabeth blevet bedt om at tale om det teoretiske grundlag for vores projekt: Køn i den akademiske organisation.
Projektet er en del af det Tværrådslige Initiativ: 'Kønsbarrierer i Forskning og Uddannelse' finansieret af fem danske forskningsråd. Hovedproblemstillingen i vores projekt er, hvordan den akademiske organisation og køn gensidigt konstituerer hinanden - hvordan den akademiske verden bestandigt skabes og genskabes som kønnet og hvordan mænd og kvinder kønnes inden for denne verden. Det er fænomener, der f. eks. kommer til udtryk i den mandsdominans, der præger fordelingen af videnskabelige stillinger på de højere læreanstalter, i den forskel i de to køns fordeling på discipliner (fx naturvidenskab og humaniora), inden for de enkelte discipliner ( Inge Hennings-en 1998) og i deres valg af forskningsområder og forskningsparadigmer (Heine Andersen 1999).
Vi ville tage fat på at analysere de kønnede vilkår som et samspil mellem strukturelle og institutionelle forhold på den ene side og kulturelle interpersonelle og individuelle faktorer på den anden side.
Vores faglige udgangspunkter er meget forskellige - de dækker sociologiske/ kultursociologi-ske, politologiske , psykologiske og matematisk-statistiske fagfelter og metodologisk spænder de over statistisk analyse, institutionalisme, fænomenologi, kulturanalyse til poststrukturalisme. Det er forskelle, som vi udnytter aktivt ved at belyse problemfeltet fra mange forskellige sider og med flere forskellige metodikker, der i højere grad end en enkelt synsvinkel vil kunne yde komplek-siteten på dette område retfærdighed. Men for at kunne tale sammen - så at sige- og for at kunne drage nytte af forskellighederne har vi lagt vægt på at diskutere projektets teoretiske grundlag: Vores konstruktivistiske forståelse.
I denne diskussion er vi kommet rundt om en række konstruktivistiske tilgange, men fokus har ligget på den mest markante konstruktivistiske position i feminismen i dag den poststruktura-listiske feministiske position, der tager udgangpunkt i Foucault og Butler og som indebærer en dekonstruktionsmetodik og -strategi og hvis centrale omdrejningspunkt er diskursanalysen.-Bourdieu har, som akademias sociolog par excellence, også været til diskussion - om end i mere begrænset omfang. Charlotte Bloch har skrevet en artikel om ham og hans relevans for problematikker som vores (se Bloch 1999 og Højgaard 1999).
En kobling af Bourdieu og poststrukturalistisk feminisme
Jeg vil her gå videre end vores fælles diskussion og forsøge på at koble Bourdieu med den poststrukturalistiske feminisme. Dette forsøg står helt for min egen regning og er opstarten på min del af projektet, som skal beskæftige sig med køn og Viden. Det er foreløbige tanker - jeg er på ingen måde nået til vejs ende, eller dybt nok - så jeg kan i dag blot præsenterer jer for det felt jeg er på vej ind i.
Baggrunden for at forsøge mig med denne kobling er, at de to tilgange umiddelbart synes at komplementere hinanden: helt overordnet og forsimplet (det komplicerede kommer vi til senere) kan man sige, at Bourdieu beskæftiger sig med magt- og dominansrelationer - de processer hvorigennem magtstrukturer i samfundet bestandigt reproduceres. Hos Bourdieu ligger vægten på relationerne mellem de objektive og de mentale strukturer - konkretiseret i begreberne habitus og felt, som dominansrelationernes konkrete tum-lepladser - altså på en analyse af gennem hvilke mekanismer de samfundsmæssige dominansrelationer spiller sammen med og ind i de sociale agenters praktiske liv, mens det poststrukturalistiske feministiske projekt handler om at opnå indsigt i kønnede subjektiveringsprocesser. Det handler om kønsidentitetsdannelse - at analysere de processer, hvorigennem vi skabes som to køn. De poststruktualistiske feminister fokuserer på 'det micropolitiske', de kønnede subjektiveringspro-cesser, de ambivalenser og forskydninger i betydninger, som de ustabile diskurser om køn muliggør, mens disses kobling til det sociale - eller man kunne sige den samfundsmæssige forankringen af det kulturelle, her diskurserne - er ufuldstændig.
Et element i disse forskelle er, at Bourdieu kan læses og bruges til at forstå trægheden i de samfundsmæssige ændringsprocesser, mens poststrukturalisterne kan sige noget om hvordan denne træghed udfordres konkret gennem de mulige positioneringer en given kulturel kontekst åbner for - men kan ikke sige så meget om betydning af de handlingsrum som åbnes for reproduktion resp. ændringen af det sociale. Træghed og forandring er også to dimensioner i de empiriske felter vi beskæftiger os med, eksempelvis: Forandring: Kvinder kommer ind i fysik, naturvidenskab - Træghed: kønsstereoty-per florerer i forståelsen og i diskussionen af disse forandringsprocesser.
Bourdieu: To spor.
Der er mange veje ind i Bourdieus omfattende værk - (for en mere videnskabs teoretisk og sammenhængende fremstilling af hans projekt og relationen til køn i akademia vil jeg henvise til Charlotte Blochs arbejdspapir) det lader sig ikke opsummere i korte vendinger. Jeg har valgt at forfølge to spor ind i dette tankekompleks, som begge også er centrale for den poststruktura-listiske tankegang og som, jeg mener, har særlig betydning for problemfeltet i vores projekt.
Det ene spor handler om kroppen - om det sociales indskrivning i kroppen, om kropsliggørelse, om inkorporering. Kroppen og betydningen af kroplighed er jo en hel central dimension i kønsforskningen - fx sex/-gender diskussionen - hvor der er behov for et ikke-dualistisk begreb om kropsliggørelse og en ikke-dualistisk opfattelse af forbindelsen mellem krop og subjektivitet og mellem subjektivitet/individ og samfund, der kan indfange den centrale og foranderlige rolle som krop og seksualitet spiller i kvinder og mænds oplevelse af verden. (McNay 1999a s.98)
Det andet spor er det symbolske - og koblingen mellem det symbolske og det sociale - en central dimension både for poststrukturalisternes diskursive tilgang og for køn og akademia som problemfelt i og med at 'kønnetgørelsen' i så stort omfang sker gennem menings- og betydnings-dannelse (jvf fx. Eva Bendix 1999). Det er måderne vi konstruerer kønnede betydninger på, der har betydning i dag. I Bourdieus magtforståelse og ikke mindst hans forståelse af kønsdominans er det symbolske et centralt omdrejningspunkt idet magt ikke ses som udmøntet i direkte institutionelle diskriminationsformer, men som subtile indprentninger af magtrelationerne i individers kroppe gennem dispositioner. Denne dynamik indfanges i begrebet symbolsk vold - dette begrebs vigtighed understreges af, at Bourdieu et sted siger, at kønsdominans synes at være den symbolske volds paradigmatiske form ( Bourdieu & Waquant 1992 s.170) Det er også i dette begreb at de to spor sammen løber sammen.
Kroppen.
Men først det kropslige. Forholdet mellem kroppen og verden begrebsliggøres hos Bourdieu i habitusbegrebet. Habitus handler også om individet og verden, hvor individet her er den sociale agent - det er bare for at sige, at der både er kropslige og mentale elementer i habitus (Bouveres-se 1999 s. 53). Her vil jeg koncentrere mig om det kropslige, eller sagt på en anden måde: det sociales inkorporering i det kropslige. Det er det, der indfanges i forestillingen/begrebet habitus, som er 'systemer af varige, erstattelige/ udvekslelige dispositioner' (Bourdieu1990 s.53), siger Bourdieu og fortsætter: "Habitus, et produkt af historien, producerer individuelle og kollektive praktikker - mere historie - i overensstemmelse med historiens skematik'. Den sikrer den aktive tilstedeværelse af tidligere oplevelser, der er deponeret i hver organisme i form af skemaer for perception, tanker og handlinger, som tenderer mod at garantere korrekte praktikker, der er konstante over tid, og som er mere pålidelige end alle regler og eksplicitte normer'. Dette system af dispositioner (...) er et kontinuitets- og regelmæssighed princip (...)" ( Bourdieu1990 s54).
Det er habitus, der gør at vi stort set altid handler adækvat også i nye ukendte situationer - fordi vi handler gennem kroppen - habitus er ikke-bevidst, pre-reflektiv.
Men dette betyder ikke, at der udelukkende er tale om reproduktion - at habitus skal ikke forstås som et determinationsprincip - Bourdieu insisterer på, at habitus er en generativ struktur, der inden for visse objektive grænser, nemlig det sociale rum og dets felter gør det muligt "at producere et potentielt ubegrænset antal adfærdsmønstre, tanker og udtryk, der er både relativt uforudsigelige (...) men også begrænsede i deres variation" ... "Habitus er en uendelig kapacitet for at generere produkter - tanker, opfattelser, udtryk og handlinger - hvis grænser er sat af deres historiske og sociale produktionsbetingelser" (Bourdieu 1990 s.55). Sociale agenter er produkter af historien: ... " of the history of the whole social field and of the accumu-lated experience of a path within the specific subfield" (Bourdieu & Waquant 1992s.136).
Habitus konstitueres i praksis og er altid orienteret mod praktiske funktioner: "Habitus er et åbent system af dispositioner, som konstant er underlagt oplevelser og derfor konstant er påvirket af dem på en måde, der enten forstærker eller modificerer dens struktur. Den er varig, men ikke evig". ( Bourdieu & Waquant 1992 s. 133)
Det kropslige handlingsberedskab, der ligger i habitus realiseres altid indenfor konteksten af et bestemt felt. I Bourdieus samfundsforståelse er samfundet en samling relativt autonome felter hvor hvert felt foreskriver sine særlige værdier og har sine egne regulative principper. Et felt består af et sæt af objektive historiske relationer mellem positioner i feltet forankret i visse magtformer. Magtformerne afhænger af feltets karakter, og alt efter om feltet er økonomisk, kunstnerisk, akademisk etc., gælder der forskellige regulative principper og forskellige former for magt (udmøntet i kapital=egenskaber eller besiddelser). Ethvert felt er et rum for konkur-rence og konflikt - der kæmpes om positionerne i feltet.
Det er feltets objektive strukturer, der internaliseres som dispositioner i habitus. Det er så at sige her kropsliggørelsen af det sociale foregår, og det er også her udforskningen af kønnenes relationer i forhold til et givent felts logik eller regulative principper og værdier bliver spænden-de. Det er her betydningen af at bevæge sig på tværs af felter kan diskuteres - det er her den dynamiske relation mellem det sociale - uddifferentieret i komplekse netværk af felter - og dispositionerne for håndtering af kønnethed - af køn - udspiller sig og dannelse af kønsidentiteter foregår.
Men det er en udforskning, som man ikke kan hente megen konkret hjælp til hos Bourdieu - ikke fordi han ikke har beskæftiget sig med kønnet habitus og kønnede dominansrelationer - det gør han mange steder i sit forfatterskab, sidst i" La Domination Masculine" fra 1999, oversat for nyligt til dansk - men fordi han gør det på et meget generelt niveau. Det gør han til gengæld grundigt og med fynd - man fristes til at kalde ham radikal konstruktivistisk feminist! Men kønnet habitus konfigureres altid inden for det sociale rum/ det sociale felt, sjældent på enkelte felter og ikke så vidt jeg ved i koblinger på tværs af felter.
Det symbolske.
Jeg vil sige lidt om Bourdieus kønsdominansforståelse - den bringer os videre over i det symbolske - Det vil jeg gøre på baggrund af La Domination Masculine.
Udgangspunktet for hans diskussion er det kabylske samfund ( et stammesamfund i Nordafrika) Det Kabylske samfund er gennemsyret af en seksualiseret kosmologi, der tager udgangspunkt i den socialiserede krops seksuelle topologi og som udstrækkes til opdeling af aktiviteter, egenskaber og ting efter den hierarkiserede modsætning mellem de maskuline og det feminine gennem et system af specifikke modsætninger: høj/lav, hård/blød, passiv/aktiv, uden for /inden for tør/fugtig, lys/mørk, for/bag etc. På denne måde indskrives kønshierarkiet og differentierin-gen mellem kønnene i tingene, i erkendelsesmåder, i den sociale orden på en måde, der får disse til at fremstå naturlige, som begrundet i naturlige, biologiske forhold og ikke som social konstruktion af dominans.
Den maskuline dominans - mændenes universelt anerkendte forrang - ser han som indskrevet både i de sociale strukturer, de produktive og reproduktive aktiviteter og i den symbolske orden, i måden vi opdeler og klassificerer på og endelig som nedlagt som dispositioner i individerne: " ...opdelingen (mellem kønnene) er på en gang til stede i objektiveret tilstand i tingene (...) i hele den sociale verden og i inkorporeret tilstand i kroppene, i agenternes habitus, der fungerer som systemer af skemaer for opfattelse, tænkning og handling"(Bourdieu 1999 s. 16).
Den maskuline dominans er institueret gennem en naturaliseringsprocess, der lader vilkårligt socialt konstruerede biologiske forskelle fremstå som et naturligt grundlag for kønsopdelingen af arbejde og af sociale handlinger iøvrigt. Dominansforholdet legitimeres ved at indskrives i den biologiske natur, som selv er en naturaliseret social konstruktion.
Dominansen er nedlagt i kroppene - en særlig hexis - indprentning af kropsprog, kropholdnin-ger, måder at gøre hverdagsting på - og formidles symbolsk gennem den symbolske vold: " en stille umærkelig vold, usynlig selv for dens ofre og som hovedsagligt udøves ad rent symbolske veje for kommunikation og erkendelse eller mere præcist miskendelse, anerkendelsen eller i sidste instans følelserne". Det er vigtig for at forstå rækkevidden af den symbolske vold, at være klar over, at de skemaer - for opfattelse, vurdering og handling - som der tales om, er karakteri-seret ved, at de "går forud for bevidsthedens beslutninger og viljens kontrol og ligger til grund for et erkendelseforhold, der står meget uklart for det selv" (Bourdieu 1999 s.52) .
Med andre ord: de dominerede bidrager aktivt til deres egen dominering "ofte uden deres viden, undertiden mod deres vilje" (Bourdieu 1999 s.53), gennem de erkendelses- og anerken-delseakter, der er en stiltiende accept af de begrænsninger, dominansen instituerer.
Der er således to vigtige pejlemærker i Bourdieus opfattelse af kønsdominansen. Det ene er hans radikale konstruktivisme: en opfattelse, der indebærer en relationel forståelse: "...de to køn eksistere kun relationelt, de er hver især resultatet af en teoretisk og praktisk konstruktion, der tjener til at skelne mellem dem og som er nødvendig for at frembringe dem som socialt differentierede kroppe i forhold til det modsatte køn d.v.s. som en habitus, der er viril og dermed ikke-feminin eller feminin og dermed ikke-maskulin" (Bourdieu 1999 s.35). Det andet er hans opfattelse af kroppens betydning som bærer af doxaen, af kønsdominansens naturaliserede fortolknings- og differentieringsskemaer nedlagt som dispositioner, der bestandigt kan aktiveres gennem den symbolske vold.
Det er denne indskrivning af dominansen i kroppen: "Kønsdominans består af en indespærring effektueret af kroppen" (Bourdieu & Waquant 1992s.172), der er forandringens træge element og som er begrundelsen for, at en ændring af dominansstrukturerne ikke kan sker som bevidst-gørelse eller som performativ handling: "Det er fuldstændigt illusorisk at tro, at den symbolske vold kan besejres alene med bevidsthedens og viljens våben, for dens virkninger og betingelser-ne for dens virkningsfuldhed er varigt indskrevne i kroppens inderste i form af dispositioner" (Bourdieu 1999 s.54).
Men som sagt er Bourdieus kønsforståelse meget generel. Måske er det hans udgangspunkt i det kabylske samfund, der er årsagen til, at hans kønsdiskussion holdes på et så generelt niveau, men det kan også skyldes hans opfattelse af, at tidligt nedlagte dispositioner, hvortil køns normerne efter hans opfattelse hører, har relativt større vægt end de senere indhentede - derfor har de generel større betydning. (Bourdieu & Waquant 1992 s.134).
I alt fald får han ikke 'moderniseret' sin kønsdominans analyse derhen hvor han kan sige noget om de ambivalenser og dissonanser, som eksisterer i den måde kvinder og mænd i dag indgår i mandlige og kvindelige positioner på (McNay 1999a s. 107). Det hænger måske sammen med at han ikke går ind i subjektiveringsprocesser, så at sige på subjektniveau - han beskæftiger sig med de sociale agenters mulige handlingsrum - individer forbliver sociale agenter for Bourdieu - også når han går ind og beskriver konkrete konsekvenser af kropsliggørelsen af mandsdomi-nansen, som fx følelsesmæssige tilstande eller udtryk (kvinders kropslige usikkerhed, som følge af, at den feminine væren er en væren-perciperet, kvinder eksisterer gennem og for andres blik, stammen, rødmen).
I parentes bemærket har Bourdieu i øvrig en anden subjektforståelse, som måske kan siges at ligge uden for det, han beskæftiger sig med når han snakker habitus: "(...) agenter bliver kun en slags "subjekter" i den udstrækning at de bevidst mestrer den relation, som de har (entertain) til deres dispositioner" ( Bourdieu & Waquant 1992,s. 136) - en forståelse, der nok kunne være interessant at forfølge i feministisk sammenhæng.
Poststrukturalistiske feminister
Subjektivitets forståelse - det er her poststrukturalisterne kommer ind - fordi de eksplicit beskæftiger sig med kønnede subjektiveringsprocesser på individ/subjektplan - identitetsplan.
Jeg skal lige sige, at postrukturalister er en broget flok - jeg snakker her om de kønsforskere, der er inspireret af Foucault og Judith Butler og som arbejder videre indenfor en konstuktivistisk kønforståelsesramme, der grundlæggende forstår køn og kønsidentitet som performativ, som konstitueret gennem de udtryk for køn, der er kulturelt tilgængelige (og som eller siges at være kønsidentiteternes resultat (Søndergaard 1996)) - performativitet skal forstås som en gentagende og citerende praksis og som foregår inden for de herskende diskurser - og som må være kulturelt forståelige , som en forudsætning for at individet kan integreres i samfundet. Med andre ord, der er nøje grænser for hvordan der kan citeres! Det hører med til denne tilgang, at forstå kroppen, den kønnede krop som materialiseret igennem den diskursive praksis (den er ingen adskillelse mellen sex og gender her). Køn er noget, der konstitueres igennem og som konstitu-erer vore kroppes betingelser for væren og fremtrædelse.
Disse ret abstrakte kønsforestillinger kan så bringes nærmere den empiriske virkelighed gennem mere håndterlige begreber som forhandling og positionering - bag disse begreber ligger en forståelse af, at de kulturelle betydningssystemer er så fleksible, at der er muligheder for at forhandle kønsidentitet og kønsudtryk og for at positionere sig som subjekt dog inden for rammerne af det kulturelt forståelige - som de kulturelle koder - kønsnormer,konventioner etc. Begreberne åbner for en konkret analyse af det vi "gør" når vi "gør" køn.
Der er mange lighedspunkter mellem den poststrukturalistiske position i Buthlersk udgave og Bourdieu - det er derfor, det synes oplagt at forsøge en kombination - men det er forskellene der accentueres i diskussionen - og det er også et element af disse forskelle jeg vil trække frem her. Et divergerende punkt er spørgsmålet om politiske handlemuligheder, forandrende praksis, om der subversive - en kompliceret diskussion som vi ikke kan nå her, men jeg kan give et eks., som kan bringe os videre over i hvorfor en kombination er ønskelig.
Et eksempel:
Buthler kritiserer Bourdieu for, at hans begreber om habitus og den symbolske vold er for tæt knyttet den institutionelle kontekst og ikke tillader, at de sproglige handlinger kan udnytte den tidsmæssige forskydning og udbredelse som er konstituerende for det ubestemte ved det performative - altså at det er muligt - for nu at sige det lidt plat - at bryde normerne ved at definere (resignifiere) eller udtrykke fænomenerne anderledes - lade være med at citere eller gentage - Denne kritik ligger i forlængelse af den gængse kritik af Bourdieu for at være for reproduktionsorienteret til at give plads for en diskussion af forandring og opbrud. - og det kan der være noget om. Men omvendt viser denne kritik også at Butler prioriterer det symbolske over det socio-politiske - Butler forstår politisk handling som en generaliseret potentiale, der er bundet til, at talen (speech) distanceres fra sine oprindelige ytringsbetingelser - eks.: at man begynder at vende betydningen af begreber, som er blevet brugt nedgørende, fx queer, ved at anvende dem som politiske samlingspunkter eller ved at reevaluerer kategorier som fx sort eller kvinde (Butler1999). Men hos Butler knyttes dette potentiale og dets udnyttelse ikke nøjere til andre fænomener, hvis effekt er afhængige af specifikke økonomiske og sociale relationer - og man kan således spørge hvornår og under hvilke betingelser det er muligt f. eks. at revurdere kategorien kvinde? Havde bøssekulturens gennemslagskraft måske mere med aftraditionali-sering og kommercialisering at gøre end med en diskursiv betydningsændring? Hvordan forholder disse fænomener sig til sig til resignificeringen? Man kan i alt fald sige, at det er uklart - og uudforsket hos Butler hvad forholdet er mellem de omdefinerende sproglige praksisser (resignificatory practices) og andre sociale strukturer. (McNay 1999b s.181). Konklusionen på dette må være, at der er begrænsninger i Butlers symbolske magtbegreb.
Det, postrukturalisterne kan, er at gå ind og vise, hvordan diskurserne skaber de kønnede individer, hvordan de konventionelle, kulturelle forståelser af køn skaber køn - men også hvordan konventionerne kan brydes - inden for grænserne af det kulturelt forståelige. De kan gøre os meget klogere på, hvordan de kønnede subjektiveringsprocesser foregår - men kan de gøre os klogere på betydningen - herunder den langsigtede samfundsmæssige betydning så at sige - når der mangler et samspil mellem den diskursive kønskonstruerende magt og magtformer der, som Bourdieu ville sige, er objektivt institutionaliserede i det sociale rum, i felterne som positioner og i habitus som dispositioner. Hvor meget rykker dekonstruktionen af bestemte betydningsuniverser ved de magtpositioner, som opretholder dem og hvis opretholdelse igen beror på specifikke økonomiske og sociale relationer?
Lad mig slutte med et eksempel. Eva Bendix har lavet en analyse: Køn, Virksomhed og kompetence - der er udkommet i vore projekts Arbejdspapir serie nr. 6 - af hvad hun kalder videnskabsamfundets kønnede konstruktioner. Den handler om et af akademias magtcentre: de faglige bedømmelsesudvalg til stillinger på de højere læreranstalter. Hun har interviewet 5 medlemmer af forskellige bedømmelsesudvalg - professorer og lektorer M/K - om deres bedømmelsesudvalgarbejde og analyserer/dekonstruerer - en diskursanalyse - af disse interview m.h.p. at belyse videnskabsamfundets betydningskonstruktioner og dets forhold til køn. Hun finder, at køn anses som helt irrelevant i videnskabssamfundet , men irrelevant på en meget betydende måde i og med, at det eneste fænomen, der ikke kan fagliggøres, det vil sige opnå betydning ved siden af de strengt faglige kriterier ( som fx rejseraktivitet,samarbejdsevner, original forskning) er køn.
Det kommer der en spændende analyse ud af, hvor hun bl. andet viser, hvordan det af de interviewede opleves ubehageligt, at køn bringes ind i diskussionen af bedømmelsesarbejdet - det opleves som kropsligt ubehag, og sætter sig som aggressivitet - helt Bourdieusk kunne man fristes til af sige - men hun viser også hvordan ubehaget slår ind i sproget som modsætninger, og hvordan kønnets fradømmelse af relevans får forskellig betydning for mænd og kvinder i akademia.
Det, der er godt ved analysen, er, at den inddrager - får sagt så meget om - videnssamfundet og dets betydningskonstruktioner (kompetancen, meritokratiet og den pramatiske fagliggørelse) man får indblik i feltet så at sige - men hvilken betydning kan den viden, vi her får, få for magtrelationerne i Akademia? For af finde ud af, om denne viden kan få konsekvenser, må man kende mere til feltets opbygning: hvilke positioner, med hvilken magt, er det der taler? Og hvilke magtkampe går i øvrigt indover feltet, og hvad bliver deres betydning for køn. Der er mange dimensioner af magt i feltet, som må med, hvis det, man 'siger' om magten i feltet, skal få betydning og man skal kunne sige noget om, hvornår den performative resignifiering kan få betydning. Og hvad er feltets relation til andre felter f. eks. det politiske og det økonomiske felt. Hvilke andre sociale og økonomiske relationer bakker disse praksisser op og under hvilke betingelser kan dette ændres?
Disse foreløbige overvejelser bringer mig frem til, at det magtbegreb, vi har brug for, for at kunne komme på sporet af den akademiske kønskonstruerende praksis, må være et sammensat begreb, der kan tappe kompleksiteten i de relationer vi vil undersøge.
Jeg vil mene, at vi har brug for et magtbegreb, der både:
- forankrer magten kropsligt - et begreb, der fanger hvordan magten er indskrevet i kroppen og dermed ikke lige er til at bevidstgøre sig ud af på det individuelle plan og som virker så at sige før-bevidst, før-reflesivt
- der forstår magten symbolsk , som ser magten som formidlet gennem betydningskon-struktion, og som kan indfange den kompleksitet, der karakteriserer kønnede identiteter i dag
- og som endeligt er i stand til at koble den kropslige og symbolske magtkonstruktion med den sociale og institutionelle.
Referencer:
Eva Bendix 1999: Køn, Virksomhed og kompetance. Arbejdspapir nr. 6. Institut for Statskund-skab. Københavns Universitet.
Charlotte Bloch 1999: Køn I Akademia - ud fra Bourdieus blik. Arbejdspapirer nr. 8 1999. Institut for Statkundskab. Københavns Universitet.
Pierre Bourdieu & Waquant: An Invitation to Reflexive Sociology. 1992 . Polity Press. Pierre Bourdieu: The logic of Practice 1990. Polity Press. Pierre Bourdieu 1999: Den maskuline dominans. Tiderne skifter.
Jacques Bouveresse1999: Rules, Dispositions and the Habitus. I Shusterman, Richard eds.: Bourdieu A critical reader. Blackwell 1999.
Judith Butler 1999: Performativity's Social Magic. I Shusterman, Richard eds.: Bourdieu A critical reader. Blackwell 1999.
Inge Henningsen1998: Lægevidenskab og Køn. Arbejdspapir nr.2. Institut for Statskundskab. Københavns Universitet. Lis Højgaard 1999: Pierre Bourdieu som radikal konstruktivistisk feminist. I Dansk Sociologi, nr.4 1999.
Lois McNay 1999a: Gender, Hapitus and the Field: Pierre Bourdieu and the limits og reflexivi-ty.I Theory, Culture and Society. Vol.16,1 1999 p. 95-119.
Lois McNay 1999b:Subject, Psyche and Agency: The Work of Judith Buthler. InTheory, Culture and Society. vol.16,2 1999 s.175-195.
Shusterman, Richard eds.: Bourdieu A critical reader. Blackwell 1999.
Dorte Marie Søndergaard 1996 : Tegnet på kroppen - køn, koder og konstruktioner blandt unge voksne i akademis. Museum Tusculamun. København