1.Statsfeminisme:
Helga Hernes skelner i bogen ”Welfare State and Women Power” fra 1987 mellem kvinders egen aktivitet ”feminization from below” og det officielle respons ”state feminism from above”. Skandinavisk statsfeminisme bestemmes som et samspil mellem kvinders aktivitet ’fra neden’ og kvinders integration ’fra oven’. Det kvinde-venlige potentiale er netop skabt i dette samspil, dvs. en stat som ville give kvinder de samme muligheder som mænd for at forene forældreskab, lønarbejde og aktivitet som borgere.”
Spørgsmålet er, hvad er statsfeminisme i dag? I den offentlige debat identificeres statsfeminisme ofte med: a) kvinders magtudøvelse i velfærdsstaten (Anne Knudsen- dansk antropolog) eller b) Ligestillingsrådets diskrimination af mænd? (Mænds interessegrupper), c) Ligestillingsrådet som en amputeret form for feminisme? En niche som ikke betyder noget reelt? (kvindeforskerne og de gamle Rødstrømper)
Er statsfeminismen blevet problemet snarere end svaret på kvinders problemer?
Et hovedproblem er, at samtidighed og samspillet mellem kvinders aktivitet i kvindebevægelsen og kvinder i staten ikke længere eksisterer. Kvinder er ikke længere mobiliseret som en gruppe i en bevægelse (den ny kvindebevægelse: RS). Kvindebevægelsen er demobiliseret og feminismen har ændret karakter – den antager nye former i de yngre generationer – fokus er rettet mod kroppen og seksualiteten. De nye feminismer er ikke er rettet mod sociale og politiske rettigheder – ikke rettet mod staten – mod den politiske magt. Måske snarere rettet mod spørgsmål om identitet. Den ’gamle’ socialistiske feminisme fra 1970erne og statsfeminismen fra 1980erne har derfor begge et kulturproblem i forhold til de yngre generationer.
En stor gruppe veluddannede kvinder, som os selv, er i dag aktører både i de statslige institutioner, i velfærdsstaten og i det politiske liv og sidder og forvalter samfundet – mens en anden gruppe af kvinder står uden for – de unge – de marginaliserede – og de ’fremmede’ dvs. indvandrere og flygtninge. Det er et spørgsmål om magt men det er også et spørgsmål om kultur – i betydningen normer og værdier. Det rejser en række centrale spørgsmål: Hvad vil kvinder? – og hvilke forskellige identiteter har kvinder i dag? Hvem repræsenterer kvinder, om hvem har autoritet til at tale på kvinders vegne?
Et andet hovedproblem er, at den skandinaviske velfærdsmodel er under forandring, pga. globalisering, europæisk integration og voksende immigration fra 3. Verdens lande. De politiske konfliktlinier går på en række områder ’Beyond Left and Right’, som den engelske sociolog Anthony Giddens har formuleret (1994). Det betyder, at nye konfliktlinier omkring miljø, EU flygtninge og indvandrere og omkring livspolitiske spørgsmål – den politiske forbruger er et eksempel. Spørgsmål om ’anerkendelse’ (recognition) som den amerikanske filosof Nancy Fraser siger, med inspiration fra Jürgen Habermas, har afløst de klassiske ’fordelingsspørgsmål’.
Hvor kommer feminismen og den skandinaiske statsfeminisme ind her? De store samfundsforskere sætter ofte store forhåbninger til de sociale bevægelser, specielt til feminismen, som en progressiv kritisk kraft. Feminismen ses som en af de nye politiske aktører, der kan bidrage til at ændre samfundet og forandre den politiske dagsorden (evt. sammen med andre minoritetsgrupper) i et post-traditionelt og post-industrielt samfund, hvor arbejderbevægelsen ikke længere kan opfylde håbet om samfundsforandring.
Problemet i en skandinavisk sammenhæng er, at feminismen ’fra neden’ er blevet mere usynlig og den form for feminisme, der er mest synlig er ’statsfeminismen’. Kvinderne er tæt knyttet til de skandinaviske velfærdsstater – som lønarbejdere i den offentlige sektor, som konsumenter/brugere af offentlig service og som klienter i det offentlige system, og som borgere både i lokalsamfundet og i den politiske elite. Kvinder er stadig de mest positive overfor den offentlige sektor/velfærdsydelser (JA 1998). Kvinderne er i Skandinavien blevet en del af systemet/identificerer sig med velfærdsstaten – den politiske kultur – de normer og værdier der er om solidaritet og lighed.
Pointen er, at det er lykkedes langt hen at integrere kvinder i de skandinaviske velfærdsstater – på arbejdsmarkedet, i politik og administration – kvinder er her blevet en del af den politiske elite og deltager aktivt i den politiske samtale i offentligheden. Kvinder i dag er til stede i den politiske elite, men den politiske dagsorden er ikke radikalt forandret. Kvinder er stadig optaget af de klassiske sociale problemer som sundhed, børn, og ældreområdet, og de prioriterer disse problemområder højt som socialministre, arbejdsministre, kulturministre og sundhedsministre, men det viser sig at der er opstået nogle nye grundlæggende uenigheder om, hvem velfærdsstatens solidaritet omfatter. Der er opstået et nyt skel mellem os og de fremmede som går på tværs af Left and Right. Formanden for Dansk Folkeparti, Pia Kjærsgård er et glimrende eksempel på, hvor stor opbakning man kan få – også blandt ældre og ufaglærte mænd og kvinder ved at begrænse solidariteten til danskerne.
Det er et problem, at det er vanskeligt at integrere ’de fremmede’ som taler et andet sprog, har andre værdier og normer et andet udseende og en anden kultur. Min påstand er, at der i diskursen om lighed og solidaritet i de universalistiske skandinaviske velfærdsstater ligger en barriere mod at integrere og acceptere det der er anderledes - forskellighed. Der er p.t. en modsætning mellem integration af kvinder og manglede integration af flygtninge og indvandrere. Det er et spørgsmål om magt og dominans men det er også et kulturproblem – et problem med den politiske kultur i de skandinaviske velfærdsstater. Det er også et demokratisk problem – at ikke alle har lige rettigheder og muligheder for at deltage i samfundet (Lise Togeby i Den demokratiske udfordring, 1999).
Det er også vores problem, men det er ikke statsfeminismens eller kvindernes skyld at det er sådan. Statsfeminismen har et kulturproblem i den forstand, at kvinders kamp for rettigheder er blevet koblet fra den generelle politiske kamp for større lighed, solidaritet og retfærdighed. Situationen er meget anderledes end i USA og UK, hvor kvinders og minoriteternes kamp er koblet sammen. I Skandinavien er statsfeminismen en del af den politiske og administrative magt, hvorimod de etniske minoriteter står uden for.
Der er forskelle i Norden på de kønspolitiske og etniske modeller for integration, men der er også en række fælles problemer med at integrere ’de fremmede’. Spørgsmålet er så, hvad vi skal gøre ved det? Det vil jeg vende tilbage til.
Nye udfordringer for feminismen: Krav om lighed og ret til forskellighed
Det er et moralsk og politisk dilemma for fler- kulturelle og fler-etniske samfund, at alle medlemmer har krav på samme rettigheder og muligheder men også har ret til at være forskellige – en balancegang mellem krav om lighed og ret til forskellighed.
Yvonne Mørk gjorde i 1994 opmærksom på en opsplitning i kvinde-kønsforskning og indvandrerforskning (Kvinder, køn og forskning nr.2, 1994). Danske kvinde- og kønsforskere ikke har inddraget etniske dimensioner – med undtagelse af Yvonne Mørk’s afhandling: ”Multikulturalisme og køn”) - og omvendt har dansk indvandrerforskning ikke beskæftiget sig med kvinde- kønsperspektivet.
Det står i modsætning til engelsk og amerikansk kvindeforskning, hvor kønsproblematikken er blevet kædet sammen med ulighed knyttet til etnicitet, race, seksuelle minoriteter (Anne Phillips, 1992, 1993, Iris Young, 1990 Nira Yuval-Davis, 1997, Seyla Benhabib ed. 1996). Engelske og amerikanske forskere har tematiseret en ’a politics of difference’ (Young, 1990) og ’a politics of presence’ (Phillips, 1995) som omfatter alle undertrykte og marginaliserede grupper. Pointen er, at modernitetens modsætning mellem krav om lighed og ret til forskellighed er en diskussion, der knytter sig til alle former for forskellighed. Det er karakteristisk, at både i den politiske diskurs og i de offentlige politikker i Norden har kønsproblematikken været adskilt fra spørgsmål om etnicitet og minoriteter. Kønsproblematikken blev tematiseret i 1970erne og 80erne før vi fik ’indvandrerproblemerne’ da vi endnu troede, der var tale om mandlige gæstearbejdere, der ville rejse hjem igen.
Hvorfor og hvilke implikationer har det i dag for konferencens hovedspørgsmål om ’usynlige grænser - køn og magt’ - mere konkret for spørgsmålet om feminismen og statsfeminismens muligheder for solidaritet med de undertrykte og marginaliserede etniske grupper? Man kan hævde, at statsfeminismen – og feminismen - har et kulturproblem, hvis ikke kvinders krav om sociale og politiske rettigheder udstrækkes til alle undertrykte grupper. Feminismens og statsfeminismens diskurs om lighed og retfærdighed er p.t. totalt adskilt fra den offentlige diskurs om flygtninge og indvandreres sociale og politiske rettigheder.
Nye muligheder for feminismen: Kvinder som politiske aktører
I Skandinavien står vi står i en ny situation hvor feminismen har ændret karakter – kvinder er blevet politiske aktører – er en del af staten. Integration af kvinder som borgere er lykkedes i arbejdsliv og politik i den politiske kultur og den politiske diskurs omfatter lighed – ligestilling mellem køn. Min påstand er, at der i dag er et problem med at integrere andre forskelle med udgangspunkt i etnicitet. Kvinder er kommet med i det politiske fællesskab – men en række andre grupper står i dag uden for, specielt de socialt marginaliserede langtidsarbejdsløse, bistandsklienter, psykisk syge, narkomaner, hjemløse, og ikke mindst gruppen af flygtninge og indvandrere.
Kvindeforskningen har lagt vægt på at kvinder er blevet politiske aktører, i hverdagslivet og i politik. Deraf følger, at kvinder har et ansvar for at skabe normer og værdier, politikker. Min påstand er, at den statsfeminismen – og den statslige ligestillingspolitik i dag er problemet snarere end løsningen for kvinder. Ligestillingspolitikken er en niche, som Anette Borchorst og Drude Dahlerup har beskrevet er totalt løsrevet fra andre politikområder – ikke mindst fra spørgsmål om social lighed og solidaritet. Statsfeminisme og den statslige ligestillingsdiskurs blokerer derfor for en bredere debat om social lighed og solidartitet.
I Danmark har antropologen Anne Knudsen kritiseret den danske velfærdsstat og de bagvedliggende sociale værdier, fx lighedsidealerne- der er med til at skjule sociale uligheder, uenigheder og benægter reelle forskelligheder inden for grupperne/kategorierne, fx kvinder og indvandrere. Normen om lighed bliver en norm om enshed og konformitet – der indebærer at den enkelte må indordne sig under gruppens normer – og konflikter og uenighed bliver vurderet negativt (den gamle Jante-lov der er både norsk og dansk).
Anne Knudsen er socialkonstruktivist i den forstand, at hun mener, at kultur er noget vi skaber og forhandler hver dag. Pointen er, at der i Danmark eksisterer en særlig kollektivitet og socialitet, der medfører særlige former for udelukkelse af dem, der er anderledes. Hun mener ligeledes, at kvinder har en speciel rolle og et specielt ansvar i dag som kulturskabere og kulturformidlere. Jeg er uenig med Anne Knudsen i at det er kvinders skyld, at den danske velfærdsstat er formynderisk og undertrykkende overfor klienterne. Det er et uafklaret spørgsmål, hvilken rolle kvinder har spillet som politiske aktører i opbygningen af velfærdsstaten, men i dag er der ingen tvivl om, at kvinder spiller en central rolle for konstruktion af diskurser og skabelse og forhandling om kultur og normer i velfærdsstatens institutioner.
Kvindeforskningen har vist, at staten hverken er et patriarkalsk eller et matriarkalsk projekt. Den skandinaviske statsfeminisme betyder, at der er sket en empowerment af kvinder i forhold til staten. Kvinder i dag har en dobbelt position i forhold til staten: Som borgere, der udarbejder lovene og som lønarbejdere i velfærdsstatens professioner, der administrerer sociallovgivningen. Det giver nye muligheder i forhold til at påvirke velfærdsstaten, men også problemer med ansvar for administration af ’uretfærdige’ love og nedskæringer. Kvinder er gift med staten, identificerer sig med staten – er positive overfor velfærdsstaten og den offentlige sektor.
I Skandinavien er kvinder er positive over for velfærdsstaten – og mænd er i højere grad liberalister. Det bekræftes af nye tal fra Danmark om hvilke velfærdsspørgsmål vælgerne er optaget af: 1) sundhedsvæsnet, 2) ældreomsorg (inkl. Pension og efterløn) og børn/unge. Der er 19 procentpoint forskel i forhold til ældreomsorg og 13 procentpoint forskel i forhold til børn/unge. Økonomiske spørgsmål, ink. Arbejdsløshed 17 procentpoint forskel, udenrigspolitik 109 procentpoint forskel. (Vælgere med omtanke. En analyse af folketingsvalget i 1998, s 120).
Karen Sjørup dansk sociolog har skrevet om velfærdsstaten som middel i kvinders magtspil (Kvinder, køn og Forskning nr.2, 1997). Hun mener, at den politologiske forskning har fokuseret på privat/offentlig figuren og for lidt på dannelsen af et nyt socialt rum mellem de to – i.e. velfærdsstaten. Familien er blevet funktionstømt men det offentlige rum er samtidig blevet underlagt privathedens normer (1997;13) – danske kvinders modstand mor EU forklares som angsten for at miste dette omfattende sociale rum, som i så høj grad er kvinders magtbase i det moderne Danmark.
Kvinderne har ikke skabt denne magtsfære- men den er blevet kvindernes i kraft af en gradvis sammensmeltning med kvinders magtsfære i familien. Pointen er ikke at patriarkatet er blevet overtaget af matriarkatet, men med den franske filosof Michel Foucault, at magten er blevet decentreret – en ny form for governmentalitet med flere agenter og udspiller sig gennem mange komplicerede forhandlingsspil, ovenfra, nedenfra, med individer der opfatter sig som frie og lige agenter (1997,14).
De skandinaviske kvindeforskere mener, at kvinder er blevet mægtig- og muyndiggjorte gennem velfærdsstatens politikker og som lønarbejdere og administratorer i velfærdsstatens institutioner. Det har skabt nye differentieringer mellem kvinder - som klienter og som lønarbejdere, mellem de yngre veluddannede kvinder og de ufaglærte ældre kvinder, og ikke mindst mellem danske kvinder og de nye danskere, flygtninge og indvandrere.
Konklusion
Påstanden er, at den skandinaviske statsfeminismen er blevet integreret har mistet sin transformative kraft og kritiske radikalitet. Hvis diagnosen er rigtig, hvad kan vi så gøre ved det? Et af budene kommer fra normativ demokratiteori, der har kritiseret idealet om et universelt medborgerskab, som hviler på en andro- og etnocentrisk norm. Alternativet er et formuleret et ideal om et differentieret og pluralistisk medborgerskab, der kan integrere ikke blot kvinder socialt og politisk men også de marginaliserede og undertrykte sociale grupper (Siim 1997). Det er imidlertid kontroversielt, og der er uenighed om, hvordan vi skal skabe et sandt demokrati, hvor alle har både rettigheder og muligheder for at deltage i samfundet.
Mange feministiske forskere forsøger i dag at skabe en ny syntese mellem lighed og forskellighed. Iris Young har kritiseret idealet om et universelt medborgerskab, der bygger på : a) at alle skal have lige rettigheder, b) at det fælles/generelle sættes over forskelle, c) at love skal gælde for alle. Medborgerskab som udtryk for almenviljen har skabt homogene borgere der i praksis udelukkende alle der var anderledes (kvinder, jøder, sorte, fattige, arbejdere, åndssvage) og ikke formåede at udvikle et alment perspektiv. Problemet er at sociale forskelle undertrykkes og social dominans reproduceres. Idealet er et differentieret medborgerskab og en heterogen offentlighed
Den engelske forsker Anne Phillips har i mange år argumenteret for ’a turn to politics’ – at politisk lighed er vigtig ’i sig selv’ og det har en række forskere støttet pba de skandinaviske erfaringer. I sin nye bog ”Which Equalities?” argumenteret Anne for, at vi må genopdage et begreb om lighed, der kan omfatte forskellighed. Hun argumenterer bl.a. for, at der i demokratiets væsen ’accept af at alle mennesker har den samme værdi’ også ligger et krav om en vis form for social lighed, der skal give muligheder for et sandt demokrati, hvor alle har reelle muligheder for at deltage i samfundslivet (1999). Hun vil skabe en syntese mellem det egalitære ideal om lighed for alle grupper og ret til forskellighed i normer og værdier. Det betyder, at hun mener, at vi i konkrete tilfælde skal bruge positiv særbehandling for at sikre politisk lighed.
Den amerikanske forsker Jodi Dean har argumenteret for, at vi har behov for en nyt solidaritetsbegreb, en refleksiv solidaritet, ’der bygger på forståelse af andre og accept af forskelle, hvor båndene mellem borgerne er kommunikative og åbne, som ikke blokere for uenigheder og muliggør ansvarlighed og bygger bro mellem universalisme og identitet’. Dean skelner mellem tre former for solidaritet: affektionel, konventionel og refleksiv solidaritet. Affektionel solidaritet, bygger på følelser og omsorg for de nære personer, vi kender (an ethic of care) men den er eksklusiv bygger på et skel mellem ’dem’ og ’os’. Konventionel solidaritet bygger på fælles interesser og erfaringer som medlemmer af en gruppe med fælles mål, fx fagforeninger, etniske grupper, men undertrykker forskelle og uenigheder i gruppen.
Deans normative vision ligner Zygmundt Bauman’s kritik af liberalisme og socialisme. Liberalismen er tolerant, men mangler solidariteten, Socialismen er solidarisk men mangler accept af forskellighed. Solidaritet betyder pligt til at støtte andre, der er forskellige fra os selv uden at ville gøre dem’ lig os’. Denne type af solidaritet kan jeg tilslutte mig.